Turismens økonomi

Møns gode fremtid – tekst 7 af 7

Vores serie med debatindlæg om Møns turisme, natur, økonomi og fremtid runder vi nu af.

Nogle områder i Danmark er mere velsignede med naturarealer end andre. Møn er et af de velsignede områder. Og det er mønboerne glade for. Det giver livsindhold, men også mulighed for at naturen kan bruges som attraktion og tiltrække mange besøgende. Mange besøg – det slider på værtskabet. Det kender man fra sig selv, når man har inviteret 30 gæster og der var plads til 12. Der er grænser for, hvor mange besøg, man kan tåle.

På Møn er der mange, der har gæster på besøg – også betalende gæster. Det giver lokale campingpladser, hoteller, bed and breakfast mulighed for lidt omsætning, og Møn er derudover blevet et sted, hvor byboere bosætter sig for at kunne opleve det gode liv med selvhusholdning og det stille liv på landet.

Det er vores vision og vores håb at Møn bestandigt må være et sted, hvor turisme i stor skala ikke vil afholde fra bosætning. Gæstfriheden ved turismen bør tjene Møn og Møn bør ikke tjene turismen.

Vi mener, at turismestrategien bør revideres. Store feriecentre hører ikke hjemme på Møn. Det gør til gengæld den lokalt baserede ”lille” turisme, som ikke er så dyr at drifte, som ikke ødelægger naturen, kan folde sig ud på det eksisterende vejnet og ikke sker på bekostning af bosætning og andet erhverv.

I disse tider med brutale kommunale nedskæringer kan det være svært forståeligt at tilskuddet til destinationsselskabet VISM, som i år er 3,5 mio. ikke er beskåret. Pengene finansierer bl.a. kampagner i ind- og udland, herunder flotte busreklamer for Møns Klint. De skal lokke turister til samtidig med at kommunale nedskæringer betyder at toiletterne ved de mest populære badestrande er låst af!

Hvis vi ikke en gang kan servicere de turister, der kommer nu – hvordan skal vi så kunne servicere en endnu større turismestrøm? UNESCO-udpegning af Møns Klint til Verdensarv er på vej, det alene forventes at give en stigning på 10-20%.

Men hvad mener Møns folkevalgte lokalpolitikere? Svarene vil blive læst med interesse af jeres lokale vælgere.

Møn Naturforening ved bestyrelsen bestående af:

Margareta Dahlström

Hans Henrik Erhardi

Hans Sattrup

Lis Ravnsted-Larsen

Elsebeth Kløcker-Nielsen