Tak og velkommen om bord til alle de nye medlemmer til Møn Naturforening. Vi er nu godt på den rigtige side af 300 medlemmer og er formentlig Møns største forening.
Når I alle går ned og stemmer tirsdag, så er jeres kryds med til at bestemme kursen for Møn ud i fremtiden.
Turistfolkenes vision er klar, gøre Møn til regionalt kraftcenter for turisme gennem markedsføring af UNESCO udpegninger mm.
De rå tal hentet fra turist versionen er:
Ny ferieby med 500 ferielejligheder, hotel og 25 pælehuse (sukkerfabrikken)
200.000 flere nye turister til regionen årligt. Heraf ender rigtig mange som endagsturister på Møns Klint.
650.000 turistovernatninger årligt på Møn.
Flere udlejningssommerhuse.
Ønsket er således både flere turister i antal, samt fastholdelse af den enkelte turist i en længere periode via øget overnatningskapacitet, sukkerfabrikken, udlejningssommerhuse osv. Det giver et langt større pres på natur og lokalbefolkning. Et af problemerne er, at der for hver overnattende gæst som følge af markedsføring følger et ukendt antal endagsturister med i købet, de bidrager meget lidt, men fylder rigtig meget. Den helt nye store trend er mobilhome som vi kommer til at se meget mere til. Vi fik allerede en forsmag sommeren 2025, men vi har formentlig kun set begyndelsen.
Vi siger klart nej til den kommende satsning på masseturisme. Vi vil gerne en anden vej som markedsfører Møn som et godt sted at bosætte sig. Her er naturen og gode skoler trækplastret. Det er de to vigtigste faktorer, der afgør, om man kan tiltrække bosætning i form af ressourcestærke børnefamilier.
Vordingborg Kommune mangler 1500 arbejdstagere til nuværende og kommende erhvervs arbejdspladser.
Ny bosætning sikrer skatteindtægter til kommunes kærneydelser, det gør flexboliger, udlejningssommerhuse, endagsturister og store feriehoteller i meget begrænset omfang. Pengene går i stedet ud af kommunen og udgiften til infrastruktur stiger voldsomt.
Møn Naturforening vil gerne have en balanceret turisme på natur og lokalbefolkningens præmisser.
Slutteligt vil vi gerne takke alle lokalpolitikerne uanset ståsted for at stille op til KV 25.
Alle ønskes et godt KV 25
Møn Naturforening


