Uncategorized

Hjelm Feriecenter skrinlagt!

Opdatering 9/3 2022:

PRESSEMEDDELELSE

9. marts 2022

Planer om feriecenter ved Hjelm Bugt skrinlægges

Vordingborg Kommune har med øjeblikkelig virkning besluttet, at der ikke skal arbejdes videre med planerne for et feriecenter ved Hjelm Bugt. Det sker efter, at det nu er lykkes at få en klar melding fra Bolig- og Planstyrelsen. 

Der bliver ikke etableret et feriecenter ved Hjelm Bugt. Det fastslår borgmester Mikael Smed efter et møde mellem Vordingborg Kommune og Bolig- og Planstyrelsen. På mødet meddelte styrelsen, at de ikke kan godkende en lokalplan for et feriecenter ved Hjelm Bugt, hvis kommunalbestyrelsen sender planen i høring. 

Det betyder ifølge borgmester Mikael Smed, at Vordingborg Kommune nu indstiller arbejdet med planerne. ”Vi har gennem længere tid presset på hos styrelsen for at få deres vurdering af planerne, så vi ikke behøver at spilde investors, borgernes og vores egen tid og ressourcer på at sende et projekt ud i en 8-ugers offentlig høring, som måske i sidste ende alligevel ville blive underkendt af de statslige myndigheder. Nu lykkedes det endelig at få en klar og entydig melding, som vi rent faktisk kan handle på. Alle sten er nu vendt, og vi har det beslutningsgrundlag, som vi har manglet for at kunne træffe en endelig beslutning” siger Mikael Smed. 

Som en naturlig konsekvens af meldingen fra Bolig- og Planstyrelsen bliver området ved Hjelm Bugt også taget ud af kommuneplanen ved næste revision oplyser borgmesteren. Han er tilfreds med, at sagen nu er fuldt belyst og afgjort, men er samtidig meget undrende over for, at styrelsen ikke har reageret tidligere på sagen. ”Vi taler om et konkret område ved Hjelm Bugt, hvor der siden Regionplanen i 2005 har været mulighed for at etablere ferieboliger. Det har også været indskrevet i vores kommuneplan siden 2009, som styrelsen har haft til godkendelse tre gange, senest da vi reviderede kommuneplanen i 2018. Det er kritisabelt, at styrelsen på intet tidspunkt har reageret og påpeget, at de ønskede den mulighed taget ud af kommuneplanen. Jeg håber, at det hører til sjældenhederne, at en kommune ikke kan regne med sin egen kommuneplan” siger borgmesteren. 

Møn har de seneste år været inde i en rivende udvikling og har udviklet til sig at være en af landets mest populære turistdestinationer. Det har betydet, at mange turister har ledt forgæves efter overnatningsmuligheder i højsæsonen. Den udfordring skal stadig håndteres, siger Mikael Smed: ”Vi arbejder videre med at tiltrække investeringer og skabe udvikling i vores kommune. På Møn står det stadig højt på vores dagsorden at tiltrække flere kommercielle udbydere af overnatningsmuligheder. Det vil skabe nye arbejdspladser og mere omsætning i vores lokale forretninger – også i de måneder uden for højsæsonen, hvor der normalt er mere tomt i gaderne på øen Så vi beholder arbejdshandskerne på og kæmper videre med at fortsætte den gode udvikling, som vi er inde i” siger borgmester Mikael Smed.

For uddybende information kontakt venligst:

Borgmester Mikael Smed, mobil 22 78 34 55

26/9 2021, sendt til Vordingborg Kommunes kommunalbestyrelse

Kære medlemmer af Kommunalbestyrelsen,

Vi vil med denne henvendelse gøre opmærksom på, at det lokalplanforslag til Hjelm Bugt Feriecenter, som Plan og Teknik udvalget skal behandle på onsdag (29/9) er i strid med kommuneplanen, da husene er alt for store. Rammen bør efter vores opfattelse desuden fjernes fra kommuneplanen, da den strider imod nationale interesser om planlægning i kystnærhedszonen. 

Vi anbefaler derfor, at Plan og Teknik udvalget stemmer imod administrationens indstilling om at sende forslaget i høring. 

Samtidig håber vi at bane vej for en ajourføring af kommunens turismestrategi, så den bliver ægte bæredygtig.  Bæredygtig udvikling kan sammenlignes med en skammel på tre ben: Lokalbefolkning, natur og økonomi. Som også er grundkonceptet i UNESCO Biosfære. Med Møn som Danmarks første Biosfæreområde har kommunen et særligt ansvar. 

Det er nødvendigt, at gøre op med det tankesæt, som Hjelmprojektet baserer sig på. 

Vi har tidligere gjort opmærksom på, at den nu et år gamle Udviklingsplan for Sjælland og øerne, navnet til trods er en branchebestemt vision (turisme). Der var for eksempel hverken offentlig høring eller klagemuligheder.  Og at kommunens Bæredygtig turismestrategi fra april 2021, som baserer sig på ”Udviklingsplan …”, har et for ensidigt fokus. Processen er styret af en arbejdsgruppe bestående af Turistforeningen, Naturstyrelsen og kommunen. Arbejdsgruppens møder har ikke efterladt sig lovpligtige dagsordener eller referater. Det er naturligvis ikke demokrati. Den ensidige tilgang giver blinde vinkler til andre sektorer (natur, trafik, øvrigt erhverv inkl. landbrug, bosætning), og har bl.a. resulteret i meget omfattende borgerprotester i forbindelse med Hjelm Bugt projektet. 

Møn Naturforening har i henvendelse Rekreativ brug af Møn …” til myndigheder d. 19.7. 2021 – herunder Vordingborg Kommune – peget på konflikter mellem voksende rekreativ brug af Møns natur og lovbestemte beskyttelseshensyn. Vi venter stadig på kommunens svar.  

Ubesvaret er også vores to henvendelser om turismens økonomi til borgmester Mikael Smed i april og maj 2021, som vi har baseret på kommunens egne tal og rapporter. 

Heldigvis kan kommunen stadig nå at hanke op. Det vi efterspørger, er ægte lederskab. Rigtig planlægning, i overensstemmelse med Planlovens formål og i dialog med borgerne, med de folkevalgte politikere på kommandobroen. Vi vurderer, som mange andre, at Møn står ved en skillevej. 

Med venlig hilsen


På vegne af Møn Naturforening

Margareta Dahlström

Hans Sattrup