Uncategorized

Turisme og økonomi

Målsætningen om flere turister er baseret på en antagelse om, at flere turister er lig med øget omsætning, flere arbejdspladser og skattekroner til kommunen. Så Vordingborg Kommune kan have bedre råd til skoler, ældreomsorg, veje og så videre. Møn Naturforening har bedt professor emeritus Peer Hull Kristensen, dr. merc. om at kommentere et par af de dokumenter, som Vordingborg Kommune baserer sin turismestrategi på. Det er der kommet et notat ud af, som vi har lagt op her på hjemmesiden, følg linket længere nede i teksten. Kommunekassen risikerer i værste fald at stå tilbage som taber. Spørgsmålet er, om ikke en lige så målbevidst satsning på bosætning og bæredygtige helårsarbejdspladser ville være bedre givet ud.

VISM’s rapport om turismens økonomiske betydning

Destination Sydkyst, også kendt som VISM (Visit Sydsjælland-Møn) har i juli 2020 publiceret en rapport om turismens økonomiske betydning i de fire sydsjællandske kommuner Vordingborg, Næstved, Stevns og Faxe. Den er udarbejdet af Visit Denmark, og bliver nu brugt som pejlemærke for kommunens strategi for bæredygtig turisme, som forventes færdig sidst på året 2020. Satsningen på markant vækst i turisme fremgår af Udviklingsplan for Sjælland og Øerne. Som navnet til trods ikke er en forpligtende plan, men et i høj grad interessentdrevet fremstød, med bl.a. VISM og Dansk Kyst- og Naturturisme som afsender. Tjek evt. DKNT guide til kommuner om tiltrækning af investorer, developere og operatører. Dansk Kyst- og Naturturisme er beskriver sig selv som “en erhvervsdrivende fond, som medvirker til at udvikle og skabe vækst i kyst- og naturturismen i Danmark”

Mange penge – men til hvem? Notat af professor Peer H. Kristensen

Som enhver virksomhedsejer ved, så er omsætning og overskud to forskellige ting. Møn Naturforening har derfor bedt professor emeritus Peer Hull Kristensen, CBS, doktor i erhvervsøkonomi, om at se på rapporten. Det gør han i notatet fra 30.9. Bæredygtighed og Ferieresorter på Møn. Observationer og spørgsmål. Notatet kommenterer også Møn Sydsjællands Turistforenings årsberetning 2019. Peer H. Kristensen påpeger bl.a., at rapporten mangler at gøre rede for de strukturelle forandringer, som vil kunne opstå, når og hvis store feriecentre med investorer og arbejdskraft udefra, bliver en realitet. Små lokale virksomheder risikerer at tabe i konkurrencen. Hermed mister kommunen skatteindtægter, men kan til gengæld forvente større udgifter i form af slidt infrastruktur o.l. Samtidig mister Møn sin charme for lokalbefolkning og gæster. Hvem kan garantere, at de store feriecentre ikke vil stå tilbage som spøgelsesbyer. Der er i Sydeuropa talrige eksempler på, at lokalbefolkningens egen charmererende turisme med gode madsteder og små hoteller er blevet udnyttet af pengestærke selskaber til masseturisme, som så mere eller mindre har ødelagt lokaliteterne på kort tid.

Staten er klar vinder – håndører til kommunen!

Fra side 23 i VISM’s rapport “Turismens økonomiske betydning”.

Vi havde i forvejen en stærk fornemmelse af, at turismen ikke er en ren guldgrube for kommunen.  F.eks. betaler GeoCenter Møns Klint et rundt nul i skat. Alligevel er det noget af et chok at se sort på hvidt, hvor få skattekroner der er til kommunen. Det fremgår af VISM’s opgøreælse, at staten er den helt suveræne skattemæssige vinder. Ud af 1001 Mio. turismeafledte skatter og afgifter i de fire sydsjællandske kommuner i 2018, tilflød over 900 Mio.(!) staten i form af moms, vareafgifter, statsskatter og selskabsskatter. Kommunerne fik tilsammen kun 68 Mio. Slag på tasken har Møns turisme genereret 20 Mio. til kommunekassen, brutto. Herfra skal trækkes 5-6 Mio. som Vordingborg Kommune giver i direkte tilskud til turisme, samt alle afledte udgifter til administration, vedligeholdelse af infrastruktur og så videre.

Arbejdspladserne

Ifølge VISM rapportens matematik, genererer turismen over 900 årsværk i arbejdspladser på Møn. Det lyder umiddelbart utroværdigt, da turismen jo er meget sæsonbetonet, og Møns befolkning samlet er blot 9.400. Det svarer til, at turismen skulle beskæftige omkring 3000 personer i højsæsonen. Det er tankevækkende, at beskæftigelseseffekten af det store fyrtårn GeoCenter Møns Klint i regnskabsåret 2018/2019 var kun 10 årsværk .

VISMS rapport skeler i øvrigt ikke til, hvor arbejdskraften kommer fra. Allerede i dag slår den lokale arbejdskraft ikke helt til i højsæsonen. Den tilstrømmende sæsonarbejdskraft, unge i uddannelse f.eks., tæller altså med i de 900, også når de ikke bor og beskattes i Vordingborg Kommune. Samme gælder jobs i kommende store feriecentre. De vil tælle med positivt i statistikken som jobskabende, også hvis det er udenlandsk arbejdskraft.

Skal Møn være “kraftcenter” med investeringstunge feriecentre og fordobling af overnatningskapacitet?

Har vi en klog kommune?

Møn Naturforening anbefaler, at kommunen laver cost benefit analyser af turismens faktiske betydning for kommunekassen. Vi tror, at en målrettet indsats på bosætning vil være bedre givet ud – også rent økonomisk. Forestil jer, at man investerede 5 Mio. årligt på bedre skoler og generelt trivselsskabende tiltag, og tiltrækning af arbejdspladser, etc. helt i den gode mønske ånd. Vi ville få turister nok alligevel, som ville opsøge Møn for de gode ting. Bygge videre på den gode, sympatiske mangfoldighed, som er opstået mere organisk, og som Møn er kendt for. Former for turisme, som ikke har brug for at blive boostet, og som hverken ødelægger lokalsamfundet eller naturværdierne.