Uncategorized

Klintholm Havn Hvidbog – en ommer

Offentlig Workshop 13. maj 2020 Klintholm Havn

Opdatering 24.6. 2020: På borgermødet d. 18.6. i Klintholm Havn, blev det foreløbige skitsemateriale præsenteret af arkitekterne Hasløv & Kjærsgaard. Møn Naturforenings feedback på skitserne om udvikling af Klintholm Havn, indsendt også til Vordingborg Erhverv og Østmøn Lokalforum, samt på Facebook.

Oprindelig artikel:

I denne artikel beskriver vi forløbet omkring Klintholm Havns Hvidbog, som skal danne basis for en udviklingsplan for Klintholm Havn (Østmøn). Udviklingsplanen skal koordineres med en kommende helhedsplan for Klintholm Havn, og derigennem også indgå i kommuneplanen. Vi har bestræbt os på at linke til alt relevant stof, så læseren har mulighed for selv at danne sig sine tanker.

En ommer

Vores konklusion er, at hvidbogsprojektet er en ommer. Giv projektet en ny styregruppe og en habil formand. I denne lille video forklarer vi hvorfor.

Baggrund

Det har været et langt sejt træk, at køre Klintholm Havn i stilling som servicehavn for de danske vindmøller på Kriegers Flak. Når Vattenfall og andre nu etablerer sig, giver det udsigt til kærkomne arbejdspladser både her i anlægsfasen og senere i driftsfasen. Kommunen topper op med en ny læmole til 11 miljoner kroner og velvillige lokalplaner. Den lille erhvervshavn vil fremstå forandret med nye store bygninger, men tillige er det en unik chance til livgivende udvikling for lokalsamfundet – herunder ikke mindst ny bosætning, som vi kommer mere ind på længere nede i artiklen. Samt det er et bidrag til den grønne omstilling. Og bedre med mange store møller til havs, end at de står drysset rundt til lands på steder som Koster Vig.

Det her slap vi for: Store landvindmøller på Koster Vig.

Vordingborg Erhverv A/S

Vordingborg Kommune modtog en ansøgning fra Vordingborg Erhverv A/S, om midler til at udarbejde en hvidbog. Vordingborg Erhverv A/S beskriver sig selv som et driftsselskab med det formål at fremme erhvervsudviklingen i kommunen. Der sidder både erhvervsfolk og lokalpolitikere i bestyrelsen. Organisationen beskriver sin struktur her https://www.vordingborgerhverv.dk/om-os/

BØN-udvalget 21.1.2020

Vordingborg Kommunes udvalg for Bosætning, Økonomi og Nærdemokrati imødekom i januar Vordinborg Erhvervs ansøgning. De stemte ja til indstillingen, som kort og lødigt beskriver projektet. Projektet skulle have en bred sammensætning af lokale og erhvervsinteresser og deltagelse af Vordingborg Kommune.

Målet var en hvidbog om hvordan havnen, Møn og hele kommunen kan få fuldt udbytte af udviklingen.” Indstillingen taler bl.a. om arbejdspladser, erhverv generelt og uddannelse. “Turisme” nævnes ikke. Dog bliver der refereret til kommunens Politik for Erhverv og Arbejdsmarked. Heri står målsætninger for turisme beskrevet, som en del af den samlede erhvervs- og arbejdsmarkedspolitik.  Så langt så godt.  Bilag til sagen er Kommissorium for Hvidbog. Heri står bl.a. nævnt “krydstogtsskibe” et par gange, og en styregruppe, som vi kan konstatere, at ikke opfylder indstillingens formulering en bred sammensætning af lokale og erhvervsinteresser. Det er altså her kæden først ryger af. Burde politikerne have opdaget den mangelfulde overensstemmelse mellem indstillingens tekst og kommissoriet? Vi skal huske på, at dagsorden til et udvalgsmøde nemt kan have tusind sider bilag. Politikernes opgave er ikke at tjekke validitet. Det skal de kunne forvente at er i orden.

Styregruppens sammensætning

Styregruppens sammensætning blev hverken bred eller lokal. Til at starte med, var ikke en gang Østmøn Lokalforum inviteret.

Til avisen Sjællandske (22.1.2020) udtaler borgmester Mikael Smed (S), at der ikke umiddelbart er planer om at invitere interessenter som Østmøn Lokalforum med til bords. Til avisen giver Smed også den lidt besynderlige begrundelse, at hvidbogsarbejdet “kommer til at fokusere om udviklingspotentialet i Østersøen” og at inddragelse af lokalsamfundet derfor først vil ske i forbindelse med helhedsplanen. Som et resultat af egen påtrykning lykkedes det imidlertid Østmøn Lokalforum at få en plads i styregruppen.

Den endelige styregruppe kom til at se sådan her ud:

  • Nils Natorp, direktør for GeoCenter Møns Klint (formand)
  • Borgmester Mikael Smed (S)
  • Kommunens udviklingsdirektør Jan Michelsen
  • Hans K. Olsen, medlem af bestyrelsen for Møns Bank Initiativgruppe
  • Martin H.H. Bender, direktør for Visit Sydsjælland Møn (VISM)
  • Christina H. Jensen, formand for Kriegerns Flak Service Group (KFSG)
  • Henrik Nielsen, formand for Østmøn Lokalforum
  • Susanne K. Sørensen, direktør for Vordingborg Erhverv A/S
  • Thorsten Gregersen, forretningsudvikler for Vordingborg Erhverv A/S

Forløbet

Helt efter indstillingen blev der hyret en ekstern konsulent til opgaven. Det blev arkitektfirmaet Hasløv & Kjærsgaard. Valget begrundes med H & S’s erfaring med havne og turisme. Hasløv & Kjærsgaards hjemmeside er i skrivende stund inaktiv, hvorfor hvorfor der er linket til virksomhedsbeskrivelse i prof.dk.

Indledningsvis blev processen forsøgt kørt i det skjulte, men Vordingborg Erhverv støtter nu åbenhed omkring projektet, som man kan følge på deres hjemmeside. Det er lidt snørklet at finde frem til hvis man ikke husker hvor det var, så derfor et link: https://www.vordingborgerhverv.dk/hvidbog-klintholm-havn/

Af referat og tidsplaner fremgår, at man vil holde dampen oppe. I referatet fra styregruppens første møde, som blev afholdt i Møns Bank d. 2. marts står: “Det var væsentligt, at arbejdet igangsættes hurtigt, og der holdes god fremdrift i projektet, så den overordnede tidsplan i kommissoriet kan følges.

Ifølge kommissoriet skal et udkast være klart til politisk godkendelse allerede inden udgangen af første halvår 2020: “Et udkast til hvidbogen forventes at foreligge og kunne sendes i høring hos relevante parter i starten af andet kvartal 2020 med forventes politisk godkendelse i første halvår 2020. Samtidig vil hvidbogen indgå i arbejdet med revisionen af kommuneplanen for Vordingborg Kommune.

Borgermødet udskudt på grund af Corona

Forløbet bliver naturligvis alligevel påvirket af corona. Mest markant ved at det borgermøde, som ellers skulle have fundet sted i marts, er nødt til at blive udskudt på ubestemt tid. Vordingborg Erhverv har over for Møn Naturforening afvist at inddrage den brede offentlighed på alternativ vis, såsom gennem en offentlig forhøring. Det er ellers den eneste måde, hvorpå et lokalt udviklingsprojekt kan sikres mod blinde vinkler og sikre lokal forankring: At inddrage offentlighed og interessenter i udviklingsprojekter tidligst muligt i opstarten. Se Fonden Teknologirådets film om hvorfor borgerinddragelse er en vigtig forudsætning, for at politikerne kan træffe de rigtige beslutninger for vores samfund. Filmens budskab er helt i overensstemmelse med Vordingborg Kommunes egne vedtagne politikker om nærdemokrati og borgerinddragelse.

“Når et blandet udsnit af befolkningen er repræsenteret allerede i starten af en prioriterings- eller forslagsproces, er der langt større sandsynlighed for, at der ikke opstår blinde vinkler. Det betyder i sidste ende mere holdbare løsninger…. Det skaber løsninger, der nyder accept og forståelse i samfundet. Samtidig bliver politikerne klædt på til at træffe deres beslutninger på det mest oplyste grundlag.”

Interviews og workshops realiseres

Men bortset fra borgermødet, bliver tingene afviklet, kun med mindre forsinkelser. Fra start var tanken, at blot 5-8 lokale interessenter skulle interviewes af arkitekterne, “for at afdække ønsker til den kommende udvikling” Gruppen blev udvidet til 16, med en tung repræsentation af de i forvejen dominerende turismerelaterede interessenter. Herunder styregruppens formand Nils Natorp, som blev interviewet i sin egenskab af formand for Møn-Sydsjællands Turistforening. Også Møn Naturforening blev interviewet: Læs Møn Naturforenings kommentarer til Hvidbog projektet. Dette og andre referater vil blive offentliggjort på Vordingborg Erhvervs hjemmeside.

De interviewede i første fase

På baggrund af disse interviews udarbejder Hasløv og Kjærsgaard skitser. Disse skitser vil blive forelagt 22 interessenter på workshops d. 13. maj. Møn Naturforening har gentaget – men uden succes – bedt om at få lov til at se skitserne inden, så vi kan bidrage med velovervejet feedback, i stedet for at det bliver stundens indskydelse.

Det er trist at sige det, men det er efterhånden rutine for os at opleve, at borgere og interessenter “pro forma” bliver inviteret til offentlighedsfora som borgermøder og workshops (og offentlighedsfaser for de færdige planer), så kan man jo sige at alle er blevet hørt. Skriftlige forhøringer i en tidlig fase fremstår som mere seriøst, og kan evt. suppleres op senere i forløbet med workshops o.l., som naturligvis ikke er værdiløse, men som ikke kan stå alene, da de giver alt for rig mulighed for at orkestrere skjulte dagsordener.

Fokus på bosætning!

Lokalsamfundet og kommunen kan kun få fuldt udbytte af udviklingen” i det omfang, at arbejdskraften finder det attraktivt at bosætte sig lokalt. Det giver kunder til de lokale forretninger og børn til skolerne. Ny bosætning medvirker til at opretholde et levende lokalsamfund, som er udfordret på demografi (mange ældre) og hvor affolkning er en faktor. Plus at bosætning giver skattekroner til kommunen, det gør udefra pendlende arbejdskraft ikke. Vægten af bosætning understreges af, at Vordingborg Kommune for nylig har frigivet 1,4 mio. til at styrke indsatsen for øget bosætning (Sjællandske 27. marts 2020). Vi skal huske, at Klintholm Havn blev kørt i stilling netop for at give lokalsamfundet en ny opblomstring. Her var Østmøn Lokalråd med den nu hedengangne formand Torben Nielsen en aktivt drivende kraft. Hvordan gøre lokalsamfundet attraktivt for tilflyttere?

Bosætning og turisme

At lade turismeinteresser dominere, ville være at spænde ben for Møns udviklingspotentiale. Som et særdeles betydende erhverv skal turismen – herunder også de mindre aktører – naturligvis høres, på linje med alle mulige andre. Men en løbskløbet turisme skræmmer bosætningen væk, da charmen ved lokalsamfund og natur siver væk, og huspriserne stiger, jf. Skagen med flere. Med stordriftsturisme og pendlende arbejdskraft drænes kommunekassen, og serviceniveauet forringes. Voldsomt øget turisme risikerer øgede udgifter til nyanlæg og vedligeholdelse af infrastruktur. Det er en ond spiral, umulig at komme ud fra. Det er derfor vi skal hanke op nu.

Visit Sydsjælland Møns Masterplan 2020 (fra 2015) fremhæver bosætning som det virkelig værdifulde mål, hvortil turisme kan bruges som middel: “Turismen er indirekte en løftestang for både kulturudvikling, identitet og livskvalitet i alle købstæder og bysamfund langs Danmarks kyster og kan i sidste ende være et værdifuldt middel til at vinde det, som alle kommuner i Danmark konkurrerer mest om; nemlig investeringer og bosætning.”

Det harmonerer med, hvad vi har hørt lokale handlende sige: At det, der virkelig giver et løft er, når gæstende udefra vender tilbage og til sidst køber hus og slår sig ned permanent.

Trafik

Vejnettet på Møn og Østmøn er allerede overbelastet om sommeren. Ikke mindst udviklingen på Klintholm Havn nødvendiggør en gode trafikale strategier. Fremkommeligheden og sikkerheden skal være i orden på hele Møn. Det gælder både de trafikale hovedårer (på Østmøn er det Klintevejen) og de smalle småveje. Hvis Sukkerfabrikken udbygges med op til 500 boligenheder, som Vordingborg Kommune overvejer at gøre muligt med et kommuneplantillæg, vil der opstå yderligere trængsel igennem Stege, på hovedårerne og de smalle småveje.

Parkering på modtagecentre og gratis busser

Der er behov for at mindske især endagstrafikken på Klintevejen i højsæsonen – som kun ville blive forværret hvis man prøver at løse det med nye og større p-pladser ved besøgsstederne som klinten og Nyord. Det kan kun gøres ved at gøre det attraktivt at parkere i den vestlige ende af Lendemarke (og Farø?) og indsætte gratis busser til hotspots ( Geocenter, Klintholm Havn, Nyord, Fanefjord m.fl.). Her kan visionerne omkring Sukkerfabrikken som modtagecenter / infocenter udfoldes. Det vil samtidig øge sikkerheden for de bløde trafikanter, herunder cykel- og vandreturister. Det vil også løse en del af det trafikkaos der allerede er i forbindelse med markedsdagene i Stege.

Hvis ikke man øger p-kapaciteten, risikerer man, at folk parkerer langs vejene, hvilket vil ødelægge naturoplevelsen. Man kan nok ikke får alle til at stige om på en bus med picnickurven, fiskestangen, teltudstyr osv., men gratis el-busser vil kunne aflaste.

Natur og turisme, værdikæder

Møn Naturforening finder, at man ikke skal gøre Møn mere tilgængelig end tilfældet allerede er. Tværtimod skal det være attraktivt og ekslusivt at komme til Østmøn, fordi der her er relativt uberørt natur for dem, der gerne vil have en unik naturoplevelse. Der bør arbejdes med at friholde de mest sårbare områder for turisme. Det kan bla. gøres ved at undgå udbygning med faciliteter som nye eller større P-pladser.


Møns kyststrækning fra Klintholm Havn rundt klinten til Ulfshale og Nyord er unik uden installationer mv. MøN ønsker at bibeholde strækningen fri for turistinstallationer som broer, sheltere, teltpladser, fri teltning, bålpladser, borde-bænke sæt, øget tilgængelighed osv. Bibehold strækningen “vild” og lad  private campingpladser, B&B, hotel osv høste den økonomiske gevinst der er af “bløde” turister som Camønofolket, cykelturister mv. Det er det vi mener med værdikæder, vi skal sørge for at de folk der kommer får en unik oplevelse og lægger penge mange steder hos små og store private virksomheder. Satse på kvalitet frem for kvantitet og sikre, at aftrykket af turisterne i forhold til flora og fauna er så lavt som muligt. Det harmonere med bæredygtighed og alle de fine udpegninger (Biosfære, Dark Sky), som Møn har opnået de sidste år.

Skal med i Hvidbogen

Alle disse overvejelser bør indgå i hvidbogen for Klintholm Havn, fordi en turismepolitisk redegørelse, der skal tage stilling til hvilken slags turisme, der ønskes, først kommer senere. 

Spekulationer

Vi ved, at der er kræfter, der gerne vil have krydstogtsskibe i Klintholm Havn, samt at planer om pontonbro ved Møns Klint stadig figurerer. Det vil ikke overraske, hvis den nye læmole, som kommunen endeligt vedtog at bevilge 11 mio. til i marts måned, indgår i turismevisioner. I værste fald risikerer vi fysisk infrastruktur, som vil virke bestemmende for turismens og lokalsamfundets udvikling i mange år, hvor et fåtal vil høste gevinsten og lokalsamfundet samt kommunekassen vil betale den store regning.

Tankevækkende referencer: Weekendavisens artikel fra april 2020 om krydstogtsskibe: Skattesvindler, slaveskib, smittebærer.

Samt klassikeren, den britiske dokumentar fra 2017 om bl.a. krydstogtsskibe i Venedig. Invaderet af turister.

Trojansk hest – Manipulering af turismeplanlægning?

Kommunen står for at udarbejde en ny generation af turismeplaner. Det er godt, da forudsætningerne er ændredes, og udviklingen er gået stærkt siden 2017, hvor Møn blev udnævnt til Biosfære og Dark Sky. Men vi frygter, at haste-projektet Hvidbog Klintholm Havn vil kunne bruges som trojansk hest, hvorfra hele den kommunale turismeplanlægning vil kunne præges af aktører med særlige økonomiske interesser.

Det er nu kommunen burde lave cost-benefit analyser på turismens positive effekter kontra de negative. Hvor stort et turisttryk kan Møn tåle? Hvilke former for turisme? Optimering med hensyn til værdikæder: Hvordan sikrer vi mest mulig indtjening turismeerhvervets mange og ofte små aktører, samtidig med at natur og lokalsamfund bliver mindst muligt slidt – og turisterne sikres en autentisk oplevelse? Stille “blød” vandre- og cykelturisme, eller buldrende outdoorturisme? Hvordan sikrer vi, at indtjeningen havner hos lokale?

Plan for bæredygtig turisme og turistpolitisk redegørelse

Kommunen står for at udarbejde en plan for bæredygtig turisme, som skal afløse Potentialeplan for Kystdestination Møns Klint fra 2014. Konkret vil det ske i Biosfære Møn regi / i samarbejde med Biosfære Møn. De planlagte workshops er udskudt på grund af Corona.

Kommunen skal også udarbejde en turistpolitisk redegørelse af mere almen art.

Begge er vigtige, fordi de er ramme- og retningsgivende, og vil indgå i den nært forestående revidering af kommuneplanen. Det, der står i en kommuneplan er bindende, for så vidt, at kommunen er forpligtet til at arbejde for at realisere de mål og visioner, som er vedtaget i kommuneplanen, som på den måde danner rammerne for kommunens fysiske udvikling (arealanvendelse).

Forkert rækkefølge

Vi frygter, at Hvidbogsprocessen bliver forsøgt kørt på en måde, som i sidste ende vil kunne foregribe den oven beskrevene rammedannende planlægning. Det samme gør sig gældende vedrørende idéfasen for 500 lejligheder på Sukkerfabrikken, som egentlig burde afvente den turistpolitiske redegørelse – hvilket vi også påpegede i høringssvaret.

Vi frygter, at det på denne måde bliver lagt op til, at materiale, tankegods og visioner tilvejebragt af Hvidbogens styregruppe, vil blive “genbrugt” i det rammesættende planælgningsarbejde, og således kunne virke bestemmende på hele turismens udvikling i kommunen, men naturligvis i særdeleshed på Møn.